Arkitekturprisen 2017 

12 oktober 2017
 oktober 12, 2017

Arkitekturprisen 2017 

Man skal passe på en skoles historie, behandle den med respekt – både af hensyn til den historiske grund men også af hensyn til fremtiden og til de nye generationer som skal være forældre og børn her. Det synes vi at vi har forenet i det nye grønne byggeri.

 

Randers Lille Skole er meget beæret og glad for modtagelsen af arkitekturprisen 2017. Vi har i mange år ønsket os en bygning med nye faglokaler inden for de praktisk musiske fag samt at kunne få en sal hvor vi kan forsamles i det daglige.

Da skolen i 2013 byggede legeplads var det ikke uden grundig forberedelse. Alle børnene indgik i processen, lavede modeller, og der blev søgt inspiration i den pædagogiske litteratur og i den materielle kultur. Da tiden var moden kunne vi gå i gang.

I forbindelse med opførelsen af det grønne hus har børn, forældre og personale haft mange gode indspark med hele vejen; som det sig hør og bør på en skole hvor nærdemokratiet betyder meget. Men bygningen har også skullet indeholde nogle helt centrale elementer som vi ikke på samme måde som legepladsen har haft indflydelse på. Bygningen har længe været et ønske, men af mange grunde blev det ikke en mulighed at bygge før vi i 2014 endeligt gik i gang.

Arkitekten Peter Krogh henvendte sig på skolen efter at han havde talt med vores daværende viceskoleleder på fortovet uden for skolen. Peter havde hørt at vi kiggede på lokaler i kvarteret. Ganske hurtigt fik vi etableret et møde, og ideen om at opføre en helt ny bygning blev til.

Vi ønskede os en bygning:

  • Med meget ”højt til loftet”
  • En bygning der kunne afspejle 45 års aktivitet og undervisning med det æstetiske og det kreative
  • En bygning som kun lyse op i Tøjhushavekvarteret

 

Vi er i særdeleshed tilfredse med den bygning vi fik. Bygningen forbinder det gamle og det nye i vores skole. F.eks. måtte et mere end 120 år gammelt kastanjetræ i skolegården fældes før den nye bygning kunne opføres. Det skete ikke uden megen opmærksomhed fra de mange mennesker som gennem årene på kryds og tværs har haft gode relationer og et stærkt bånd til skolen og til kastanjetræet.

 

Når vi i dag spørger børnene om de er glade for det nye hus er de ikke sene til at svare, at de er helt vilde med det. Glaskorridoren mellem det gamle kastanjehus og det nye grønne hus er en korridor mellem fortid og nutid, et mødested og udstillingssted hvor rummet indbyder til refleksion, til passage.

 

Den nye bygningen ligner til forveksling den gamle bygning den står ved siden af. Den har næsten samme mål, samme krop. Men farven, vinduerne, taget, materialerne er anderledes. Og alligevel er der en materiel oplevelse af slægtsskab mellem de to bygninger.

 

Det er en daglig glæde at se hvordan børnenes kroppe finder plads, ytrer sig og sanser bygningen. Der klatres i alle kroge og afkroge, bolde bliver skudt op på taget, tagterrassen bliver en del af legepladsen, tegninger hænges op, gulve får mærker efter sko…

 

Og så er der farven. Vi elsker vores grønne farve. Farven er set med vores øjne en gave til Tøjhuskvarteret til vejen og træerne udenfor. Vi har bygget et søsterhus til alle de andre smukke og farvede huse rundt i Tøjhushavekvarteret. Debatten omkring huset er et udtryk for at vi har ramt rigtigt. Vi hører dagligt både ’ih’ og ’åh’ på gaden. Der forbløffes, forarges, forundres – Vi har fået et hus der rører os, kalder på følelserne.

Stor tak til kommunen og til Arkitekturprisen 2017!

Skoleleder

Peter Engelbrekt Knøss