Vedtægter

Vedtægterne for den selvejende institution Randers Lille Skole.

 

HJEMSTED, FORMÅL, ORGANISERING og DRIFT

§ 1
Randers Lille Skole er oprettet i 1971 

Skolen har påbegyndt gennemførelse af undervisning i 1971. 

Skolens hjemsted er i Randers Kommune. 

Skolens adresse er:
Tøjhushavevej 28, 8900 Randers

Skolens CVR-nummer er: 32 83 73 28

§ 2
Skolens formål er at drive lilleskole efter den til enhver tid gældende lov om friskoler og private grundskoler m.v. Skolen udbyder grundskole med børnehaveklasse og grundskole med 1- 9. klassetrin. Skolen tilbyder endvidere skolefritidsordning. 

Stk.2. I undervisningen lægges der vægt på, at børnene i hele skoleforløbet arbejder med billedfag, drama, musik og praktiske fag, ligesom vi tilstræber det kreative element i de øvrige fag. 
Det er vort mål med skolen:
– At børnenes medfødte lyst til at lære bibeholdes og udfordres, og at deres tillid til egen 
formåen styrkes.
– At kundskabstilegnelsen får et sådant omfang og indhold, at børnene, når de forlader 
skolen, kan fungere i samfundet på samfundets vilkår, og på en frugtbar måde kan bidrage til at forbedre disse vilkår.
– At børnene udvikler deres evner til at udtrykke sig i tale, skrift, billede, sang, musik og 
drama.
– At børnene lærer at være sammen på tværs af alder, køn, evner og etniske forskelle, og 
derigennem styrkes ved positive oplevelser i samarbejde og gensidig respekt frem for konkurrence og rivalisering.
– At børnene gennem skolens demokrati oplever, at de ved aktiv indsats har mulighed for at 
ændre på deres hverdag.

Skolen skal således efter sit formål og i hele sit virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Skolen sikrer en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

§ 3
Randers Lille Skole er en selvejende og uafhængig uddannelsesinstitution. 

Stk. 2. Skolens drift gennemføres ved offentlige tilskud og ved egendækning efter friskoleloven, herunder forældrebetaling af skolepenge for eleverne, forældrebetaling for skolefritidsordning og eventuelt ved bidrag fra andre, herunder bidrag fra en eventuel skolekreds og andre med interesse for skolen. 

Stk. 3. Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. 

Stk. 4. Et eventuelt overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal anvendes til bedste for skolens fortsatte drift. 

Stk. 5. Bidrag til skolen giver ikke bidragsyderen ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art. 

Stk. 6. Skolens likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om friskoler og private grundskoler mv. og må ikke anbringes på konti mv., som andre end skolen har rådighed over. 

 

BESTYRELSEN 

§ 4
Skolens bestyrelse varetager den overordnede ledelse af Randers Lille Skole. 

Stk. 2. Bestyrelsen har ansvaret for skolens økonomi og drift. 

Stk. 3. Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder og øvrige personale. Bestyrelsen kan overdrage skolens leder sin ret til at ansætte og afskedige skolens øvrige personale. 

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af skolepengene. 

Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af forældrebetalingen for skolefritidsordningen. 

Stk. 6. Bestyrelsen træffer i fællesskab med generalforsamlingen beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom. 

Stk. 7. Bestyrelsen træffer i fællesskab med generalforsamlingen beslutning om ændring af skolens vedtægter. 

Stk. 8. Udenfor de tilfælde, hvor bestyrelsen efter loven skal drage omsorg for likvidation af skolen, træffer bestyrelsen i fællesskab med generalforsamlingen beslutning om skolens nedlæggelse. 

Stk. 9. Bestyrelsen træffer i øvrigt beslutning om ethvert spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om, inden for rammerne af denne vedtægt. 

Stk. 10. Bestyrelsen skal føre protokol over sine beslutninger og indføre konstateret inhabilitet i protokollen. 

Stk. 11. Bestyrelsen skal i tilfælde af uoverensstemmelse mellem lovgivningen og vedtægtens ordlyd følge lovgivningen, og bestyrelsen har ansvaret for, at vedtægten til enhver tid er i overensstemmelse med lovgivningen.

§ 5
Bestyrelsens medlemmer er ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution eller lignende, der har valgt/udpeget dem som medlemmer af Randers Lille Skoles bestyrelse. 

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld. 

Stk. 3. Bestyrelsens medlemmer kan ikke modtage honorar eller lignende betaling af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem. 

Stk. 4. Bestyrelsens medlemmer er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og 8 om inhabilitet og tavshedspligt m.v. 

Stk. 5. Siddende bestyrelsesmedlemmer må ikke samtidig eje eller sidde i bestyrelse for en virksomhed, som udlejer bygninger til skole. 

§ 6
Bestyrelsen ved Randers Lille Skole består af 7 medlemmer og sammensættes således: 

Bestyrelsens medlemmer vælges af og blandt de stemmeberettigede i forbindelse med afvikling af den årlige generalforsamling ved valghandling knyttet til forældrekreds. 

Stk. 2. Ved generalforsamlingen vælges endvidere for ét år 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmer valgt af og blandt forældrekredsen. 

Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmernes funktionsperiode udgør 2 år.
I lige år vælges 3 medlemmer og i ulige år 4 medlemmer. Genvalg af såvel medlemmer som suppleanter til skolens bestyrelse kan finde sted. 

Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige, beherske dansk i skrift og tale og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark. 

Stk. 5. Bestyrelsen bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd, jf. lov om ligestilling af kvinder og mænd. 

Stk. 6. Skolens medarbejdere kan ikke være medlem af bestyrelsen. 

Stk. 7. Skolens medarbejdere kan kun deltage i valg af bestyrelsen, hvis de samtidig er forældre til elever på skolen. 

Stk. 8. Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen øjeblikkeligt, hvis medlemmet ikke længere opfylder de betingelser for medlemskab af bestyrelsen, som følger af lov om
friskoler og private grundskoler m.v. eller af vedtægterne. 

Stk. 9. Udtræder et bestyrelsesmedlem i funktionsperioden, indtræder suppleanten for resten af funktionsperioden. Hvis der ikke er en suppleant, skal der hurtigst muligt vælges et
nyt bestyrelsesmedlem for den udtrædendes resterende funktionsperiode. 

Stk. 10. Bestyrelsesmedlemmerne skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen imod forældrenes ønske, og kan i øvrigt fortsætte i bestyrelsen, selvom de ikke har børn på skolen, ind til bestyrelsesmedlemmets valgperiode udløber. 

Stk. 11. Bestyrelsens medlemmer kan ikke afsættes i funktionsperioden. Forældrekredsen kan dog på en indkaldt (ekstra)ordinær generalforsamling afsætte ét eller flere forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer, såfremt dagsordenen for mødet indeholder et punkt om afstemning herom. Afsættelse af ét eller flere bestyrelsesmedlemmer kan ske med angivelse af, at afsættelse sker ved almindelig stemmeflerhed blandt de fremmødte på en sådan generalforsamling. Indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling finder sted som beskrevet i vedtægterne. 

Stk. 12. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand. Formand og næstformand vælges af og blandt bestyrelsens medlemmer. Næstformanden træder i formandens sted ved dennes forfald. 

Stk. 13. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne ved personligt fremmøde er til stede. 

Stk. 14. Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller ved brev. Ved stemmelighed er formandens – og i dennes fravær næstformandens – stemme udslagsgivende. 

Stk. 15. Skolens leder, viceskoleleder, SFO-afdelingsleder og repræsentant(er) for personalet, deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret. Der afholdes desuden et årligt møde mellem bestyrelse og personale. Ved behandling af personsager kan bestyrelsen suspendere mødedeltagelsen for én, flere
eller alle de ovennævnte. Bestyrelsen kan ligeledes suspendere mødedeltagelsen for én eller flere af ovennævnte, såfremt emnet for drøftelserne skønnes at kræve dette. 

Stk. 16. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sin virksomhed, der som minimum indeholder bestemmelser om, hvordan indkaldelse til bestyrelsesmøder skal ske, hvem der
kan deltage i møderne, samt hvordan der løbende kommunikeres til interessenter om bestyrelsens arbejde. I forretningsordenen angives, at denne opdateres og/eller revideres i umiddelbar tilknytning til bestyrelsens årlige konstituering ved første møde efter ordinær generalforsamling. 

Stk. 17. Bestyrelsen er forpligtet til at afholde møder i et sådant omfang, at skolens drift kan varetages på forsvarlig vis.

 

SKOLENS LEDER OG ØVRIGE PERSONALE 

§ 7
Skolens leder ansættes og afskediges af skolens bestyrelse. Ved ansættelse af skolelederen kan bestyrelsen inddrage skolens medarbejdere i udvælgelsen. Bestyrelsen kan overdrage sin bemyndigelse til at ansætte øvrigt personale, fastansatte og midlertidigt ansatte, til den ansatte skoleleder jf. §4, stk. 3. 

Stk. 2. Skolens leder varetager den daglige pædagogiske ledelse af skolen. 

Stk. 3. Skolens leder sikrer, at den daglige drift af skolen er forsvarlig og i overensstemmelse med gældende regler og vilkår. Skolens leder varetager endvidere personaleledelsen i forhold til alle ansatte på skolen. Bestyrelsen og skolelederen kan gennem en kompetenceplan lave aftale om delegation af beslutningskompetence på givne områder knyttet til den daglige drift af skolen, når sådan delegation er i overensstemmelse med skolens vedtægter og lovgivningen i øvrigt. En sådan aftale/delegation kan suspenderes eller annulleres ensidigt af bestyrelsen, jf. §4, stk. 9. 

Stk. 4. Skolens leder og skolens øvrige personale er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og 8 om inhabilitet og tavshedspligt m.v. 

 

SKOLENS FORÆLDREKREDS og GENERALFORSAMLING 

§ 8
Skolens forældrekreds består af de personer, som har forældremyndigheden over elever omfattet af undervisningspligten i 0. klasse til og med 9. klasse på skolen. 

Stk. 2. Forældrenes rettigheder efter vedtægten og loven tilkommer den eller de personer, der har forældremyndigheden over eleven. Skolen kan anse den, der har eleven i pleje, for
bemyndiget til at handle på forældremyndighedsindehaverens vegne, dog ikke for så vidt angår spørgsmål om skolegangens begyndelse og varighed. 

Stk. 3. Skolen fører en liste over de personer, som tilhører forældrekredsen i kraft af forældremyndighed over elever på skolen. Listen opdateres løbende efter begrundet – om
nødvendigt tillige dokumenteret – skriftlig anmodning herom. Skolen sikrer underretning af den eller de personer, der optages henholdsvis slettes på listen. 

Stk. 4. Forældremyndighedsindehavere har i kraft af denne alle rettigheder og pligter i forhold til barn og skolen, som fremgår af lov om friskoler og private grundskoler m.v. anden relevant lovgivning i øvrigt, samt nærværende vedtægt. 

Stk. 5. Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med at skolen giver en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, jf. lov om friskoler og private grundskoler m.v. Tilsynet skal udøves efter de til enhver tid gældende bestemmelser herom i henhold til lov om friskoler og private
grundskoler m.v.

§ 9
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på skolen eller et andet sted i hjemstedskommunen inden udgangen af marts. På generalforsamlingen kan skolens forældrekreds deltage med stemmeret. Personale, der ikke er medlem af forældrekredsen,
har ret til at deltage i generalforsamlingen uden stemmeret. 

Stk. 2. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen efter den fremgangsmåde, som foreskrives af bestyrelsens forretningsorden for generalforsamling med mindst 14 dages
varsel med angivelse af dagsorden. 

Stk. 3. Indkaldelsen til ordinær generalforsamling skal mindst indeholde følgende dagsorden: 

1. Valg af dirigent

2. Valg af referent 

3. Skoleleder aflægger beretning 

4. Bestyrelsen aflægger beretning 

5. Bestyrelsen forelægger det reviderede og godkendte årsrapport og -regnskab til orientering 

6. Bestyrelsen forelægger det vedtagne budget for det løbende regnskabsår 

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer 

8. Valg af suppleanter 

9. Behandling af indkomne forslag 

10. Eventuelt 

I ulige år vil valg af tilsynsførende fremgå som punkt på dagsordenen. 

 

Stk. 4. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 1. marts. Forslag skal bekendtgøres for deltagerne på generalforsamlingen senest ved udsendelse af dagsorden for denne. Forslag, der vedrører bestyrelsens overordnede ledelse, kan kun resultere i beslutninger på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen. Generalforsamlingen kan ikke træffe beslutning
om bestyrelsens overordnede ledelse, uden at bestyrelsen er enig heri. 

Stk. 5 Generalforsamlingen træffer sammen med bestyrelsen i fællesskab beslutning om skolepengeforhøjelser ud over 10 % pr. år. 

Stk. 6. Hver stemmeberettiget deltager på generalforsamlingen har én stemme. 

Stk. 7. Der kan kun gives fuldmagt til en person, med hvem man har fælles forældremyndighed over et barn på skolen.

Stk. 8. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer. På skolens generalforsamling træffes beslutninger ved almindelig stemmeflerhed. 

Stk. 9. Generalforsamlingen træffer selv afgørelse om, hvorvidt personer uden for forældrekredsen kan deltage i generalforsamlingen og i givet fald hvilke personer. 

Stk. 10. Der skal føres protokol over det på generalforsamlingen vedtagne. Protokollen skal underskrives af dirigenten. 

Stk. 11. Valghandlinger skal være hemmelige, hvis én eller flere deltagere på generalforsamlingen ønsker det. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter foregår altid skriftligt. 

Stk. 12. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når skolens bestyrelse beslutter det. Ekstraordinær generalforsamling skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når 3 af medlemmerne af den siddende bestyrelse eller 2/5 medlemmer af forældrekredsen skriftligt kræver det. Indkaldelsen sker som ved ordinær generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.

 

ÅRSRAPPORT SAMT FORÆLDREKREDSENS OG DE ANSATTES
INDBLIK I BUDGETTER, ÅRSRAPPORTER OG REVISIONSPROTOKOL

§ 10
Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år i overensstemmelse med gældende regler udarbejdes en retvisende årsrapport, som i overensstemmelse med gældende regler underkastes betryggende revision af en revisor valgt af bestyrelsen. 

Stk. 2. Regnskabsåret følger kalenderåret. Revisionen af årsrapporten skal være afsluttet senest 1. marts i kalenderåret umiddelbart efter regnskabsåret. Den reviderede årsrapport
tilstilles bestyrelsen til godkendelse.

§ 11
Medlemmer af forældrekredsen og ansatte ved skolen har efter anmodning ret til at få indblik i budgetter og regnskaber, som bestyrelsen har godkendt, samt i revisionsprotokollen. Der er
dog ikke ret til indblik i oplysninger, som er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Bestyrelsen kan udstrække denne ret til også at omfatte andre personer.

 

TEGNINGSRET

§ 12
Skolen tegnes enten af bestyrelsens formand og skolens leder i forening eller af én af disse i forening med bestyrelsens næstformand. 

Stk. 2. Tegningsretten kan ikke delegeres.

 

VEDTAGELSE AF SKOLENS VEDTÆGTER OG VEDTÆGTSÆNDRINGER

§ 13
Bestyrelsen og generalforsamlingen træffer i fællesskab beslutning om skolens vedtægter og vedtægtsændringer på baggrund af et udarbejdet oplæg hertil fra skolens bestyrelse.
Generalforsamlingens beslutning træffes af et flertal på mindst to-tredjedeles flertal blandt de fremmødte på denne i overensstemmelse med vedtægtens §9, stk. 6-8 på en ordinær eller ekstraordinær indkaldt generalforsamling. 

Stk. 2. Vedtægtsændringer, som Børne- og Undervisningsministeriet skriftligt har pålagt skolen eller som følger af ændringer i ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af bestyrelsen med mindst to tredjedeles flertal. Bestyrelsen har pligt til at orientere skolens forældrekreds om sådanne vedtægtsændringer. 

Stk. 3. Vedtægtsændringer har kun gyldighed, hvis de
1) indeholder oplysning om, hvem der er formand og næstformand for bestyrelsen,
2) er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer,
3) angiver bestyrelsesmedlemmernes navne og adresser med let læselig skrift f.eks. maskinskrift, samt
4) er offentliggjort på skolens hjemmeside med angivelse af, hvornår offentliggørelsen har fundet sted, og hvornår vedtægtsændringerne er vedtaget af bestyrelsen og
generalforsamlingen i forening. 

 

NEDLÆGGELSE AF SKOLEN

§ 14
Udenfor de tilfælde, hvor bestyrelsen efter loven skal drage omsorg for likvidation af skolen, træffer bestyrelsen i fællesskab med generalforsamlingen beslutning om skolens nedlæggelse. Generalforsamlingens beslutning skal træffes med et flertal på mindst to-tredjedeles flertal blandt de fremmødte. Opnås et sådant flertal ikke, kan nedlæggelsen forelægges på en ny generalforsamling mindst 30 dage efter første generalforsamling, og her vedtages med almindeligt flertal af de fremmødte. 

Stk. 2. Ophører skolen med at drive skolevirksomhed efter formålet i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v., skal den nedlægges. 

Stk. 3. Det påhviler bestyrelsen at orientere forældrekredsen om beslutning om nedlæggelse og om grundlaget herfor. Orienteringen skal ske umiddelbart efter beslutningen om
nedlæggelsen er truffet. 

Stk. 4. Det påhviler bestyrelsen at give Børne- og undervisningsministeriet (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet) og de kommuner, hvor eleverne er hjemmehørende, meddelelse
om skolens nedlæggelse. 

Stk. 5. Det påhviler bestyrelsen at orientere Børne- og undervisningsministeriet (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet) omgående, hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles. 

Stk. 6. Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten. 

Stk. 7. Eventuelle overskydende midler skal med Børne- og undervisningsministeriets godkendelse anvendes til skolevirksomhed, der støttes gennem lov om friskoler og private
grundskoler m.v. 

Stk. 8. Det påhviler bestyrelsen at fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.

 

 

Således vedtaget efter bestyrelsens indstilling på 
Randers Lille Skoles ordinære generalforsamling 
d. 26/3-2025 med to-tredjedeles flertal blandt
de fremmødte på 
forsamlingen.