Førskolen “Spirerne”
Randers Lille Skoles førskole starter 1. marts hvert år. Førskoleklassen, eller spirerne som vi kalder dem, hedder altid den farve de senere får af 9. klasses afgangsholdet, f.eks. De Blå Spirer. Farven følger holdet gennem hele deres skolegang og er en stærk identitetsmarkør på skolen.
I spirertiden (førskolen) er der et stærkt fokus på tryghed, holddannelse og overgangen fra børnehave til skole. Det sker primært gennem leg og en langsom åbning af skolen og dens verden.
Spirerne bor i skolens SFO-lokaler, hvor de også går i SFO om eftermiddagen. Det sikrer en tryg base for holdet, der derfra langsomt udvider deres erfaring med resten af skolen. Fra at holde pauser på legepladsen for sig selv, når alle andre elever har undervisning, begynder de langsomt at holde mere og mere pause med de øvrige børn på skolen. De møder også deres venskabsklassemakkere, som blandt andet hjælper med at lege, lave skolerelaterede opgaver og følge til morgensang om fredagen.
Spirerne møder mellem 6.30 og 8.30, da det for nogle børn er nødvendigt at møde i morgen-SFO inden klokken 8.00, mens det for andre børn kan være tryggere at møde efter klokken 8.00, hvor der kun vil være spirerbørn og -voksne i SFO’ en. Der vil være mindst én af de faste spirervoksne i SFO fra 7.30 hver morgen. Spirerdagen slutter klokken 12.00, hvorefter SFO starter.
Spirerne arbejder med temaer som, “hvem er jeg, hvem er vi?”, foråret som årstid, ting der spirer og vokser og begyndende kendskab til tal og bogstaver. Det er vigtigt for os, at der hele tiden er en god balance mellem at lære og at lege.
Spirertiden afsluttes med trøjeoverdragelsen, hvor 9. klasse giver holdfarven videre til spirerne, der dermed bliver til det nye hold med den overdragede farve. Det er en stor begivenhed på skolen, hvor alle børn, forældre og ansatte bevidner at farven gives godt videre til et nyt hold.